Politiet lover PostNord hjælp til at få posten ud i Vollsmose, hvis det er nødvendigt, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj, Fyns Politi, på et pressemøde tirsdag formiddag. Det skriver netavisen fyens.dk.
Fyns Politi mødtes tirsdag morgen med repræsentanter for PostNord, efter at posten midlertidigt har indstillet omdelingen af post efter flere tilfælde af chikane i bydelen.
Mødet har handlet om, hvordan postbudene kan sikres tryghed, når de er på arbejde i bydelen.
- De får nogle ekstra muligheder for at komme i direkte kontakte med politiet i tilfælde af, at de bliver udsat for noget, der ligner de episoder, som vi har fået oplysninger om, siger Lars Bræmhøj ifølge fyens.dk.
Han kalder det "uholdbart", at postbudene er blevet chikaneret, og fastslår, at posten skal kunne komme ud, også i Vollsmose.
- Enhver borger i det her land skal kunne få sin post og pakker. Og det skal også være sådan, at uanset hvor man kommer fra, skal man kunne køre ind i et område uden problemer, siger Lars Bræmhøj.
- Det er borgerne, der har dette land. Det er ikke enkeltpersoner, der bestemmer, om nogen kan køre ind eller ej, så vi tager det her rigtig alvorligt, og vi vil ikke finde os i det.
Den fremtidige sikring af postbudene i Vollsmose, herunder tilbuddet om en hurtig linje til politiet, bliver drøftet på et møde mellem PostNord og politiet onsdag.
/ritzau/