Politiet er rykket talstærkt ud til Tølløse ved Holbæk efter en anmeldelse af, at en ung mand er set med en pistol.
Politifolk iført skudsikre veste har afspærret et område i byen. Tre personer er anholdt, men våbnet er ikke fundet, oplyser vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge vagtchefen er politiet "rimeligt massivt til stede" i området.
- Når vi får sådan en anmeldelse, tager vi de nødvendige forholdsregler og undersøger sagen. siger René Søe Pedersen.
Politiet modtog klokken 10.48 en anmeldelse fra en borger, der oplyste, at vedkommende havde set en ung mand gå rundt med en pistol.
- Vi undersøger altid den slags anmeldelser, selv om det i 99 procent af tilfældene viser sig at være en af disse vellignende splatterpistoler, siger René Søe Pedersen.
Ved 13-tiden havde politiet endnu ikke fundet et skydevåben i området.
- Vi har fastfrosset situationen derude, mens vi venter på hundepatruljer, der kan afsøge området, siger René Søe Pedersen.
De anholdte er en mand, der svarer til det signalement, som anmelderen har oplyst til politiet, samt to medlemmer af hans familie.
De anholdte er endnu ikke afhørt, og ingen er på nuværende tidspunkt sigtet i sagen, oplyser vagtchefen..
René Søe Pedersen beder Tølløse-borgerne om at holde sig væk fra politiets afspærringerne for ikke at forstyrre politihundenes muligheder for at snuse sig frem til et muligt våben.
/ritzau/