"Jeg kan ikke tage nok afstand fra, at det finder sted".
Peter Ibsen, formand for Politiforbundet, fordømmer en ny hjemmeside, hvor offentlige ansatte hænges ud, selvom de ikke er dømt, skriver b.dk.
"Jeg synes, det er utroligt usympatisk, at man hænger folk ud til offentligt skue uden noget grundlag, og det har jeg det meget dårligt med," siger Peter Ibsen, formand i Politiforbundet til b.dk.
Netsiden DetSorteRegister.dk har i alt 19 ansatte i politiet, og forbundet har nu sat en advokat på sagen for at få navnene fjernet.
Men det kan være svært at definere, hvad der er ytringsfrihed og offentlig gabestok, vurderer Charlotte Bagger Tranberg, lektor ved Aalborg Universitet. Hun mener dog, at registret er et problem.
"Problemet er, at det er udokumenterede påstande. Han skriver navne, titler og telefonnumre, hvor begrundelsen alene er listet som 'pligtforsømmelse', men der er intet sagsnummer, hvor man kan læse mere. Og i Danmark er man per definition uskyldig, når man ikke er dømt," siger Charlotte Bagger Tranberg til b.dk.
Hun tror, at den nye hjemmeside bliver meldt til Datatilsynet, og stifteren for påbud om at fjerne navnene.
Kilde: b.dk