Frank Jensen, Københavns nye overborgmester, har netop ansat den afgående chefpolitiinspektør Per Larsen som kommunens særlig rådgiver inden for bandekriminalitet.
Dermed holder overborgmester Frank Jensen (S) sit ord, og starter en storstilet kampagne for at komme den voldsomme kriminalitet i hovedstaden til livs.
Allerede fra 1. februar skal Per Larsen tiltræde sin nye stilling som rådgiver for kommunens nye bandeenhed, Center for Sikker By.
"Jeg er utrolig glad for, at Per Larsen har sagt ja til jobbet. Per Larsen har en fantastisk erfaring fra sit arbejde i politiet, og han kan tale med folk i alle hjørner af det kriminalpræventive område. Han er en kapacitet, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre og mere erfaren rådgiver," siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.
Den afgående politiboss havde ellers valgt at blive pensioneret, men kunne ikke modstå fristelsen for at rydde op i København.
"Efter i 43 år at have beskæftiget mig med tryghed, som jo er en hovedopgave for politiet, glæder jeg mig til at fortsætte i sporet fra en ny synsvinkel. Jeg er desuden københavner med stort K. Mit hjerte banker for den her by, og derfor betyder det særligt meget at kunne bidrage med min erfaring her i hovedstaden," siger Per Larsen.