Det vil ikke ramme borgerne, at politiet skal have sparekniven op af skuffen, mener politiforbundet.
I løbet af de sidste to år har politiet opbygget et millionunderskud, og der er derfor massive besparelser på vej i politistyrken. Flere tillidsmænd frygter, at det vil gå ud over servicen.
Men den bekymring deler formanden i politiforbundet, Peter Ibsen, ikke.
"Der bliver ikke skåret i personalet, og derfor er det lidt svært at argumentere for, at vores mulighed for at servicere borgerne bliver ringere. Vi vil få ansat det servicepersonale, der skal til, og der vil blive ansat det ekstra politipersonale, som ligger i finansloven. Men det er fuldstændig rigtigt, at det vil ramme internt i politiet, og det vil være til stor irritation," siger Peter Ibsen til Newspaq.
Selvom han godt kan forstå, at borgerne bliver bekymrede, når politiet skal spare, så mener han ikke, at der er nogen grund til at frygte, at lovens lange arm ikke vil komme borgerne til undsætning.
"Hvis de her besparelser bliver tilrettelagt på den rigtige måde, vil de ramme bygningsvedligeholdelse, udskiftning af biler og computerskærme og forskellige andre ting. Derfor tror jeg ikke, at borgerne har grund til at frygte en dårligere betjening," vurderer Peter Ibsen.