Medarbejdere hos både politiet og hos Skat har videregivet hemmelige oplysninger til rockergruppen Hells Angels. Det skriver Berlingske Tidende.
Det er kommet frem, efter et af politiets vidner i rockermiljøet har fortalt om flere hændelser. I et tilfælde har en politiassistent lækket informationer om en efterforskning af en våbenhandler med relation til Hells Angels.
I en anden sag har en medarbejder i Skat modtaget 5.000 kroner for at have videregivet en hemmelig adresse til familien til en AK81'er.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg er dybt bekymret over sagerne.
"Det er en alvorlig sag. Vi skal arbejde hårdt for vores integritet og slå ned på brodne kar. Lækager er ekstremt farlige for politiet, vores eksistens afhængeraf, at vi kan håndtere fortrolige oplysninger. Derfor giver denne sag os anledning til at overveje, hvordan vi kan arbejde videre med det her og tage vores forholdsregler," siger han til Berlingske Tidende.
Politiforbundets formand, Peter Ibsen, kalder oplysningerne "uhyggelige".