Med formodningen om at finde et lig graver politi og kriminalteknikere mandag eftermiddag på en grund i nordvestsjælland.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der er iværksat en omfattende undersøgelse på Egebjergvej i Odsherred Kommune.
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et lig i jorden.
"Der er foretaget afspærring af grundstykket på Egebjergvej, Egebjerg, i Odsherred Kommune, idet der i forbindelse med undersøgelsen på stedet søges efter spor fra en forbrydelse," skriver politiet i sin pressemeddelelse.
Undersøgelsen kan strække sig over flere dage.
Derfor beklager politiet den ulejlighed, som den iværksatte undersøgelse vil medføre for trafikanterne i lokalområdet.