Oksen, Koglen og Ægget.
Auktionarius Birgitte Mørck har haft travlt i dag, efter det blev offentliggjort, at hun på lørdag skal stå for politiets auktion af designermøbler- og lamper.
Ikke færre end 84 auktionsnumre kommer under hammeren, hvoraf de 75 er kostervarer - altså tyvekoster.
"Hvis du vidste, hvor mange der har ringet i dag, fordi de lige pludselig kan genkende flere af deres møbler. Men den går altså ikke. Nogle af dem har allerede fået forsikringspenge," siger hun til Newspaq.
Det er da heller ikke just Ikea-møbler, der kommer til at stå på auktionsbordet på lørdag.
Arne Jacobsens ikoniske stol Ægget koster op til 84.000 i nypris, og drømmer man om at få PH's Koglen til at hænge over spisebordet, må man slippe op til 80.000 kroner i butikken.
De svimlende nypriser er nok den afgørende grund til, at Birgitte Mørcks hjemmeside i dag har haft mere end 10.000 besøgende, i modsætning til de 2-300, der normalt besøger siden op til en auktion.
Stort set alle designertingene, der bliver sat til salg, er tyvekoster, der aldrig har fundet tilbage til deres rette ejer.
Auktionen bliver afholdt af Nordsjællands Politi, og auktionarius' hammer falder på lørdag formiddag i Hørsholm.