Kenneth Plummer - generaldirektør i DR - var ivrig efter at beskytte sit privatliv i portrætbogen "Plummer - summen af kardemommen", som udkommer torsdag.
Ifølge bogens forfatter, Kurt Lassen, forsøgte Plummer under udarbejdelsen af bogen, at bestikke ham med "gode historier" for at undgå detaljer om direktørens eget liv.
"Hvis du lader være med at skrive om mit privatliv overhovedet, så er der en belønning," siger Kenneth Plummer i et lydklip, som B.T. er kommet i besiddelse af.
De afslørende optagelser får nu DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, til at forlange en skriftlig redegørelse fra generaldirektøren.
Bestyrelsesformanden siger til DR Update, at han kan konstatere, at Kenneth Plummer har omtalt fortrolige oplysninger. Han har derfor bedt generaldirektøren om en "gennemtænkt forklaring på hele forløbet". Bestyrelsesformanden vil ikke sige mere, før han har modtaget redegørelsen.
Tidligere tirsdag indrømmede Plummer, at han har omtalt andre kandidater til jobbet som generaldirektør i DR for forfatteren til portrætbogen.