Tyveri af morfin har kostet en plejehjemsleder i Frederikshavn Kommune jobbet.
Lederen er fratrådt med øjeblikkelig virkning, efter at hun blev taget på fersk gerning med hænderne i medicinskabet på et af kommunens ældrecentre, skriver Nordjyske.
Politiet bekræfter, at der i gennem længere tid har været konstateret svind i morfinen på det pågældende plejecenter, og at mistanken rettede sig mod lederen.
Det førte til, at politiet satte overvågningskamera op - uden lederens viden.
"Vi er nu i gang med at efterforske, hvor længe tyveriet har stået på, hvor meget morfin og anden medicin det drejer sig om, og til hvilket formål," siger Steen Hørlyck, vicepolitikommissær fra Nordjyllands Politi, til Nordjyske.
Borgmester Lars Møller bekræfter, at en medarbejder har sagt op, og at kommunen er orienteret om, at der har været svind i medicinen på et af kommunens ældrecentre.