Næsten to millioner danskere følger med hver fredag, når X Factor løber over skærmen. Eksponeringen af de håbefulde deltagere er enorm, og det må glæde pladeselskabet Sony BMG, som skal varetage vinderens pladekontrakt.
Ja, rent faktisk har pladeselskabet fået eneret på at skrive kontrakt med hvilken som helst af showets finalister. Og det er her, at guldgruben for pladeselskabet findes. De konkrete kontrakter er nemlig blevet lavet før nogen kunne vide, hvor massiv en succes, showet ville blive.
Og det er et kæmpe problem, siger Mikael Højris, der er musik - og kontraktkonsulent i Dansk Musiker Forbund, til B.T.
- Jeg synes, det er et problem, at vi har statsfjernsyn, som vi alle sammen betaler til, hvor man, for at få lov til at være med i et program, bliver tvunget ind i konkrete kontrakter, lyder det fra Mikael Højris.
Han mener nemlig, at de ni finalister ville kunne opnå en bedre kontrakt og få langt flere penge, hvis den var blevet underskrevet i dag frem for på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til den voldsomme eksponering.
Det afviser DRs underholdningsredaktør Jan Lundme. Han erkender, at kontrakterne blev indgået, før man kendte til succesen, men mener, at de er fuldt på højde med de kontrakter, som etablerede musikere skriver.
Søren Krogh Thompson fra Playground Music vurderer dog over for B.T., at Sony BMG får rigtig stor succes med deres aftale med DR.
- Den markedsføring, de får, er slet ikke til at betale - det er uvurderligt. Det er umuligt at sætte en pris på - vi taler om et millionbeløb, lyder vurderingen.