En række produkter viser sig nu at indeholde stoffer, der kan fremkalde brystkræft.
Ny, dansk forskning fra Aarhus Universitet. viser, at et væld af dagligdagsprodukter indeholder kræftfremkaldende stoffer.
Det er stoffer som nedbrydelige miljøkemikalier som PCB, organiske pesticider og perfluorerede stoffer, der har en uheldig effekt, skriver Videnskab.dk.
Stofferne findes blandt andet i pizzabakker, regntøj, chipsposer, neglelak og tandtråd.
"Stofferne ser ud til at være både hormonforstyrrende og udgøre en risikofaktor i forhold til udviklingen af brystkræft. Fordi stofferne ikke bliver opløst i fedt, har man i lang tid ikke regnet med, at de blev ophobet i kroppen - men det bliver de altså," siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Undersøgelsen bygger på 31 grønlandske kvinder, der har fået konstateret brystkræft i perioden 2000-2003. Det svarer til 80 procent af alle grønlandske kvinder, der har fået konstateret brystkræft i perioden.
Det viser sig, at mange af kvinderne i forhold til raske kvinder har stofferne i kroppen.
"Vi havde forventet, at det ville slå ud hos patienterne, at de var udsat for PCB og organiske pesticider. Det gør det også hos den fjerdedel af kvinderne, der er hårdest ramt - men de perfluorerede stoffer slår igennem på alle niveauer for brystkræft. Det var vi ikke forberedte på," forklarer Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen til Videnskab.dk.
Disse produkter indeholder de kræftfremkaldende stoffer:
Regntøj
Teflonbelægninger
Pizzabakker
Chipsposer
Bagepapir
Imprægneringsmidler
Neglelak
Tandtråd
Tæpper
Kilde:Videnskab.dk.