En mentalt forstyrret mand blev fredag anholdt af det franske politi, efter at han havde skabt kortvarigt panik i et tv-studie med en pistol, der var ladt med løse patroner og en efterligning af en håndgranat.
Ingen kom noget til ved episoden, og Frankrigs tv-kanal Canal+ genoptog udsendelserne efter en afbrydelse på få minutter.
Manden skød to gange op i luften, da han bevægede sig mod det midlertidige studie ved Croisette-promenaden, hvorfra der sendes direkte om Cannes-festivalen.
- Han sagde til en kvinde, der stod ved siden af ham, at "hvis jeg var dig, så ville jeg ikke blive her", siger Michel Denisot, som er studievært for det program, som blev afbrudt.
- Politiet greb ind. Han havde en håndgranat. Der var ingen kugler i hans pistol, og håndgranaten var falsk, siger han.
Marcel Authier, som har ansvaret for sikkerheden i områder, siger, at den anholdte er en 42-årig mand.
- Det er en person, som er mentalt forstyrret, siger Authier.
Filmfestivalen i Cannes blev tidligere fredag rystet, da der blev stjålet diamanter til en værdi af over en million dollar (5,8 millioner kroner) ved et røveri på et af byens hoteller.
Under røveriet, der selv kunne være en del af en film, trængte tyve ind på et hotelværelse, der var beboet af en amerikansk kvinde ansat hos den schweiziske smykkedesigner Chopard. De rev pengeskabet i garderoben ud af væggen, oplyser politiet.
De forsvandt derefter med pengeskabet og smykkerne i det.
Se episoden HER (pistolmanden afbryder cirka 0.20 inden i videoen).
/ritzau/AFP