De danske søfolk, der blev holdt fanget på skibet Danica White i 2007, får ingen erstatning fra deres arbejdsgiver.
Det har Københavns Byret afgjort.
Rederiet H. Folmer slipper dermed for at udbetale kroner og øre som kompensation for de lidelser søfolkene måtte gennemgå.
"De fire søfolk har ikke kunne løfte beviserne for, at rederiet og kaptajnen har handlet uagtsomt i forbindelse med kapringen af Danica White," skriver byretten i sin dom ifølge TV 2's hjemmeside.
Søfolkene havde ellers søgt om 1,3 millioner kroner i erstatning, fordi rederiet ikke viste nok påpasselighed.
Sømændenes fagforbund 3F, der har stået for at føre sagen for fire af de fem søfolk, mener, at rederiet ikke var omhyggelige nok med at fortælle om farerne ved at arbejde i det piratplagede farvand ud for Afrikas Horn.
Den voldsomme kapring varede 83 dage henover sommeren for nu to år siden.