Den kidnappede danske familie, som er taget til fange pirater, var udmærket klar over den store fare, der var ved at sejle ind i det livsfarlige piratområde.
De var nemlig blevet advaret flere gange, siger kilder i Søværnets Operative Kommando, SOK, til Ekstra Bladet.
"Faderen svarede, at der jo er en risiko ved alt i livet. Man kan også dø af at gå over vejen," siger kilden i SOK til Ekstra Bladet i dag.
SOK var derfor rystede over, at familien valgte at blæse på advarsler og sejlede afsted til det livsfarlige piratområde.
For far Jan var blevet advaret flere gange.
"De kontaktede os to gange, inden de sejlede ind i området, fordi de ville have en risikovurdering," siger en kilde fra SOK, som ønsker at være anonym, ifølge Ekstra Bladet.
Og her lagde SOK ikke fingre imellem.
"Ved begge deres henvendelser afviste vi på det kraftigste, at det var forsvarligt at sejle deres planlagte rute. Vores vurdering var, at risikoen for piratangreb var alt for stor, og at det ville være at lege tagfat med deres sikkerhed," tilføjer SOK-kilden.
For to uger siden blev familien Quist Johansens sejlbåd ING angrebet af pirater. Far, mor og tre børn samt to gaster er blevet taget til fange.
De befinder sig lige nu i Somalia.