Syv danskere er netop blevet løsladt fra somaliske pirater, men omkring 500 mennesker holdes netop nu til fange af havets kriminelle.
Og der vil komme flere, for piraterne er blevet bedre til at angribe.
"Noget af det sidste, vi så her før monsunen, var, at de er begyndt at angribe i ulvekobler. Det vil sige, at de kommer i fem, seks, syv skibe på en gang og angriber vores handelsskibe. Det gør, at vi må til at tage fløjlshandskerne af og bevæbne os noget mere," forklarer Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Dansk Rederiforening, til Newspaq.
Hvad værre er - om kort tid vil antallet af angreb eskalere.
"I øjeblikket sidder der et ret lavt tal - 500 søfarende - til fange dernede. Det lave tal er mest på grund af dårlige vejrforhold. Det vil ændre sig senere på måneden, og der kommer piraterne ud igen. Så der kommer vi til at se langt flere episoder, end vi har set her det sidste stykke tid," forklarer Jan Fritz Hansen.
Det er netop den regnfulde monsun-tid, som lige nu afholder piraterne fra at bevæge sig ud for at kapre skibe. Rederierne forsøger at imødegå angreb ved at bevæbne skibe, ved at sejle hurtigere, når de kan og ved at lave længere ruter.
"Men det er ikke noget, der løser noget," understreger Fritz Hansen.
Han forklarer, at de private sejlere er endnu mere på herrens mark over for piraterne.
"Der er grundlæggende ingen muligheder for private at sikre sig. Det er kun med nød og næppe, at professionelle rederivirksomheder kan sejle sikkert med al beskyttelse, fra flodenheder til bevæbnede vagter," siger han.
Det er gribende nødvendigt, at man hurtigt får sat gang i nogle tiltag i de farlige farvande. Rederiforeningen understreger, at det internationale samfund bliver nødt "at tage sig sammen."