En dansk sejlskib med et forældrepar samt deres tre børn i alderen 12-16 år samt to danske medhjælpere er blevet kapret af pirater. Kapringen er sket i det piratinficerede Indiske Ocean tæt på Somalia.
Kapringen skete den 24. februar, hvor det danske sejlskib sendte et nødsignal til Søværnets Operative Kommando. Det oplyser Udenrigsministeriet.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) er bekymret for familiens velbefindende i hænderne på pirater.
"Jeg er naturligvis dybt bekymret for danskernes situation og jeg vil gerne udtrykke min store medfølelse med danskerne på skibet og med deres pårørende. Det er næsten ikke til at bære at tænke på, at der er børn involveret og jeg kan kun tage skarpt afstand fra piraternes handling," siger Lene Espersen.
Nu skal piraterne jagtes og de syv danskere skal hjælpes så godt som muligt.
"De danske myndigheder påbegyndte straks herefter undersøgelser af, hvad der var sket med skibet og dets besætning. Myndighederne følger denne sag meget tæt og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at bistå danskerne ombord på det kaprede skib og deres pårørende," siger udenrigsministeren.
Danmark har blandt andet krigsskibet Esbern Snarre i området. Det kan måske blive en opgave at jagte piraterne.