Frankrig kunne i dag pågribe 11 formodede somaliske pirater, der gik til angreb på det franske krigsskib i den tro, at det var et handelsskib. Det oplyser det franske forsvarsministerium.
Piraterne sejlede 1.000 kilometer ud for Somalias kyst med to angrebsbåde og en større båd med benzin, vand og fødevarer.
"De forvekslede Nivose med et handelsskib og sejlede mod det for at kapre det," siger en fransk talsmand.
Et hold med kommandosoldater og en helikopter blev sendt ud for at stoppe de somaliske pirater, som nu befinder sig på Nivose.
Det vides endnu ikke, hvad EU-styrkerne vil gøre ved de 11 pirater.
I går kunne et andet fransk flådefartøj pågribe tre andre pirater, der sejlede ud for Seychellerne. De blev udleveret til øgruppens kystvagt.