Vi må leve med, at en del af Danmarks bistandskroner går til svindelprojekter.
Det er nu udmeldingen fra udviklingsminister Søren Pind (V), der mener, at Danmark skal droppe sin nul-tollerence overfor svindel.
Det skriver Jyllands-Posten påskelørdag.
Søren Pind siger til avisen, at han principielt er modstander af alle former for korruption - men mener, at det er vigtigt at sætte ind for at undgå, at stater som for eksempel Somalia bliver en terror-stat.
Udmeldingen fra ministeren roses af socialdemokraterne og flere bistandsorganisationer.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er knap så lydhør. Han vil ikke finde sig i at gå på kompromis, når støttekronerne skal deles ud.
Allerede tilbage i starten af februar sagde de radikales bistandsordfører, Jørgen Poulsen, og den daværende formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, den nuværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), til Newspaq, at de gerne ser, at der bliver taget større chancer med bistanden.
Siden sin tiltræden som udviklingsminister er det en dagsorden, Søren Pind har tilsluttet sig.