Ølkenderne har alt for længe kun snakket om ale, specialbryg og økoøl. Det skal der ændres på, mener Tuborg, der har stået uden for det trendy selskab.
Derfor lancerer bryggerigiganten i disse uger to nye pilsnere: Blå og Hvid Tuborg.
»Masser af nyt øl fra mikrobryggerier og masser af udenlandsk øl fylder meget. Vi føler, der trænger til noget nyt i pilsnerkategorien,« siger Carsten Suhrke, der er marketingchef for Tuborg.
De seneste fem år er øl blevet mere og mere trendy, og på caféer og restauranter beskrives øl lige så detaljeret som vinen. Men interessen har især samlet sig om de nye spillere på markedet, der i højere grad har koncentreret sig om at lave ale og andre øltyper end pilsner.
Danske Ølentusiaster er da heller ikke i tvivl om, at danskerne trænger til mere variation blandt pilsnerne.
»Pilsnermarkedet har stået i stampe. Så det er glædeligt, at Tuborg nu laver en ny øl i stedet for at relancere den samme øl på en ny flaske,« siger formanden for Danske Ølentusiaster, Anne-Mette Meyer Pedersen, med en slet skjult hentydning til Carlsbergs mislykkede forsøg på at introducere en ny flaske til Hof.
De to nye øl henvender sig til dem, der vil prøve noget nyt, men ikke alt for anderledes, og som ikke har lyst til at betale 60 kroner for en specialøl, forklarer marketingsboss Suhrke.
»De er let drikkelige og ikke så alkoholstærke som mange specialøl, og de kommer til at koste det samme som Tuborg Classic,« siger Carsten Suhrke.