Piger, der ender i skolepraktik, fordi de ikke har været i stand til at finde en almindelig praktikplads, har en tendens til at klumpe sig sammen om nogle få fag. Det skriver Dansk Arbejdsgiverforenings magasin Agenda.
90 af de 550 danske piger i skolepraktik har f.eks. valgt dyrepasseruddannelsen. Til sammenligning indgås der årligt kun ca. 160 almindelige praktikpladsaftaler som dyrepasser.
Blandt pigerne med anden etnisk herkomst end dansk har tre ud af fire etniske skolepraktikanter er enten i uddannelse som tandklinikassistent eller laboratorietandtekniker. I alt er ca. 1.500 elever i skolepraktik.
Uddannelsesordfører for Venstre, Anne-Mette Winther Christiansen, mener, at vejledningen på studiestederne skal skærpes bl.a. med henblik på at guide pigerne til de over 500 ledige praktikpladser, der er.
"Det er skolerne selv, der skal vågne op. Pigerne vælger måske i uvidenhed, så det er skolernes opgave at sikre, at antallet af ansøgere passer til antallet af pladser, netop fordi der er ledige virksomhedspraktikpladser i andre fag," siger Anne-Mette Winther Christiansen.
Uddannelseschef og ansvarlig for dyrepasseruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole, Niels-Ole Vibo Jensen, forklarer, at pigernes valg ofte skyldes et idealiseret billede af uddannelsen.
"Pigerne tror, at dyrepasseruddannelsen kun handler om at håndtere dyrene, men vi plejer at forklare, at det kun er 10 pct. af tiden. Den resterende tid skal der skovles møg. Vi har derfor en meget stor vejledningsmæssig opgave, når pigerne begynder på uddannelsen," siger Niels-Ole Vibo Jensen.
-Newspaq