Kvinder, der slider indenfor metal- og håndværksbranchen, behøver ikke længere nøjes med det samme konforme tøj som deres mandlige kolleger.
I stedet for at sjoske rundt i store sikkerhedssko og trække i det mørke arbejdstøj, kan de nu klæde sig mere smart og feminint på jobbet.
Det håber 3M, firmaet bag en serie nye svejseskærme til kvinder, at flere vil gøre. Og andre firmaer følger efter.
Et sats
Målgruppen for 3Ms pangfarvede svejseskærm ser dog indtil videre ud til at være temmelig begrænset herhjemme. Der er nemlig i øjeblikket kun 258 kvindelige klejnsmede/svejsere i medlemskartoteket hos Dansk Metal, som er fagforening for ansatte i metalindustrien.
Ifølge 3M's salgschef Carsten Meyer er andelen af kvindelige svejsere dog voksende:
"Der kommer flere og flere kvindelige svejsere, også internationalt, og vi vil gerne vise, at vi er friske og til stede på markedet."
En modebølge
Også HKS, som producerer sikkerhedssko, øjner et voksende kvindeligt marked - de har lige lanceret en ny serie sko, og her er der stor efterspørgsel efter en fancy feminin model.
"De smarte og lette støvletter med sømværn, samt kvindestørrelserne i de andre modeller, sælger rigtig godt," siger direktør Henrik Wiingaard-Madsen.
I 80'er-filmen Flashdance dansede 18-årige 'Alex' rundt i et hav af gnister. I filmen var hun showdanser om natten, og om dagen arbejdede hun som svejser på et stålværk.
At være kvinde i et mandefag kender Jane Marion Nielsen til. Hun er den eneste kvindelige svejser i smedefirmaet PMJ på Avedøre Holme udenfor København.
Hun er dog ikke på vej ud at shoppe de nye svejseskærme:
"Vi fik en rød svejseskærm for nylig, og fyrene sagde, de mente den passede godt til mig. Den var da meget fed, men der skal ikke være alt mulig pynt, jeg skal bare kunne arbejde sikkert," siger Jane Marion Nielsen.