Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, mener, at de røde partier i Folketinget fører en udlændingepolitik, som er at sammenligne med Ku Klux Klan, den berygtede racistiske organisation, som iført hvide kutter forsøger at bekæmpe indvandrere i USA.
Det hårde angreb kommer i partilederens ugentlige nyhedsbrev, hvor hun åbent forsvarer integrationsminister Søren Pinds (V) meget omtalte forslag om assimilation frem for integration.
"Ifølge den multikulturalistiske ideologi må kulturer og religioner endelig ikke blandes. Tankegangen minder faktisk en del om Ku Klux Klan i USA's sydstater," skriver Kjærsgaard, og uddyber:
"De havde heller ingen problemer med de afrikanske amerikanere, så længe disse holdt sig for sig selv og ellers levede deres eget liv. Racer og kulturer måtte endelig ikke blandes med hinanden. Derfor hæver ingen på venstrefløjen så meget som et øjenbryn over, at muslimske piger som hovedregel ikke må gifte sig med en kristen mand. Men hvad har det med inklusion at gøre?," spørger DF-lederen.
Hele ugebrevet bliver lagt på danskfolkeparti.dk i løbet af mandagen.