Peter Jackson, der instruerede alle tre ’Ringenes Herre’ film, er udelukket fra at få lov at lave filmatiseringen af forløberen til trilogien. Det siger chefen for filmstudierne New Line Cinema Bob Shaye til Sci-Fi channel.
Nu skulle man jo tro, at Jackson var et oplagt valg efter succesen med de tidligere film, men instruktøren er i øjeblikket i juridisk slagsmål med New Line Cinema over penge fra netop ’Ringenes Herre’.
Jackson har svaret igen på Shayes kolde skulder i Variety Magazine, hvor han er ked af, at Mr. Shaye nu har gjort det ’personligt’.
I november afslørede Jackson, at New Line lavede forberedelser til ’Hobbiten’ uden ham på grund af sagen. Siden da er misstemningen bare blevet værre. Shaye hævder, at Jackson har fået det, der tilkommer ham ifølge kontrakten; godt en kvart million dollars.
»Jeg vil ikke arbejde med den mand mere. Hvorfor skulle jeg? Han kommer aldrig til at lave film for New Line Cinema igen, så længe jeg sidder i stolen,« siger Shaye.