Den internationale turnering på dansk grund, Copenhagen Masters, er nærmest Peter Gades andet hjem.
I den sene finale i herresingle var den snart pensionerede danske veteran oppe imod landsmanden Jan Ø. Jørgensen. Her skulle Peter Gade forsøge at få sin 11. triumf i turneringen.
Første sæt gik som forventet ganske nemt for den 35-årige tidligere verdensetter, der kontrollerede sættet og slog sin landsmand med 21-14.
Andet sæt startede også stærkt for Peter Gade, der i første tredjedel af sættet var nærmest totalt dominerende. Han var længe foran med tre og fire point.
Men ved stillingen 10-6 svigtede koncentrationen, og Jan Ø. Jørgensen kom stærkt igen. De to fulgtes ad i resten af sættet, som Jan Ø. Jørgensen efter en benhård stillingskrig kunne tage hjem med 23-25.
Sættabet var tydeligvis frustrerende for Peter Gade, der med et råb gav udtryk for sin irritation.
Tredje sæt viste tydeligt, at Peter Gade er blevet en veteran i sporten. Den levende badmintonlegende halsede efter sin yngre modstander, der fra start fandt momentum.
Bedst som det lignede en sikker sejr til Jan Ø. Jørgensen slog Peter Gades rutine til. Veteranen kom stærkt igen i et maratonsæt, hvor begge spilleres følelser sad helt uden på tøjet.
Jan Ø. Jørgensen fik dog følelserne forplantet positivt i ketcheren og fik skrabet de sidste bolde hjem til en 20-22 sejr. Sidste og afgørende bold var yderst kontroversiel og var svær at bedømme, men den blev dømt ude.