Rockmusikeren Pete Dohertys hjerte stoppede pludseligt med at slå sidste måned.
Han skulle spille flere koncerter i Irland, men aflyste på grund af 'stress og udmattelse'. Men nu viser det sig, at det var mere seriøst end som så, skriver Female First.
"Hvis jeg ikke havde været tilsluttet en maskine, der fik mit hjerte til at slå, ville jeg have været i Irland. Men mit hjerte stoppede," fortæller Pete Doherty, som blev kørt til Great Western Hospital i Swindon England efter et ildebefindende.
Han afviser ikke, at det er hans massive stofmisbrug og vilde liv med tonsvis af fester, der er skyld i hjertestoppet.
"Deres (lægernes red.) umiddelbare tanke var, at det var på grund af stofferne. Men jeg ved det ikke," siger han til NME magazine.
Og forklarer, at han er frisk til sine planlagte koncerter i december. Den 30-årige musiker har flere gange forsøgt at kvitte stofferne.