Rockstjernen Pete Doherty, som gentagne gange har rodet sig ud i problemer på grund af alkohol og narkotika, står nu foran en yderst pinagtig retssag, som kan koste ham millioner af kroner, skriver BBC.
Den engelske højesteret vedtog mandag, at skandalestjernen kan stilles personligt til ansvar for en trafikulykke, hvor sangerens manager, Andrew Boyd, kørte en kirkemedarbejder ned. Kirkemedarbejderen blev alvorligt hjerneskadet ved ulykken.
Andrew Boyd, som har fået et års fængsel for farlig kørsel, kørte i Pete Dohertys bil, da ulykken skete, men han har ingen forsikring. Derfor har Motor Forsikrings Bureauet, som udbetaler erstatninger til ofre for trafikuheld, hvor føreren ikke har nogen forsikring, besluttet sig for at gå efter Pete Dohertys spækkede tegnebog for at få dækket sine udgifter.
Regningen kan let løbe op i flere millioner kroner, skriver BBC.
Pete Doherty var ikke til stede under domsafsigelsen.
Kilde: BBC