Det er Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der i mange år har arrangeret foredrag om sprængstoffer. Men i år er det blevet aflyst, fordi politiets efterretningstjeneste (PET) frygter, at svage sjæle kan blive inspireret af foredraget.
Foredraget viser naturvidenskabsinteresserede, hvordan sprængstoffer fungerer, og hvordan man skal håndtere dem.
Men PET er altså så nervøse for, at foredraget kan give eventuelle terrorister gode idéer, at de har presset arrangørerne til at aflyse.
Men formanden for UNF, Rune Thode Nielsen, mener ikke, foredraget kan være til skade.
"Vi har lavet de her aktiviteter siden 1944, hvor vi prøver at vise naturvidenskaben fra en spændende synsvinkel for de unge. Som udgangspunkt vurderer vi ikke, at der har været en terrortrussel som følge af vores foredrag," siger han til P4 København.
Rune Thode Nielsen påpeger desuden, at de oplysninger, man kan få gennem foredraget, også kan findes i den første lærebog, de studerende får udleveret på kemistudiet.