En række af Danmarks største pensionsselskaber tilbyder at overtage ansvaret for at vedligeholde og udvide kloaknettet.
Det skriver Berlingske.
"Klimaforandringer som skybrud kræver investeringer i milliardklassen, som det kan være svært at finde plads til i de offentlige budgetter. Vi har masser af penge, som vi gerne vil investere i det, så kommunerne kan bruge pengene på velfærd," siger administrerende direktør i PFA Pension, Henrik Heideby, til Berlingske.
PFA Pension, PKA og PensionsDanmark melder sig klar med i alt 19 milliarder kroner, som kan investeres nu, og hvor det offentlige så betaler tilbage med renter over længere tid.
Et bredt politisk flertal støtter forslaget. Venstres finansordfører, Jacob Jensen, ser det som et skridt på vejen til at sætte gang i mere samarbejde mellem det offentlige og private investorer.
"Det kunne være renovering af kloakkerne," siger Jacob Jensen til Berlingske.
Sidste års skybrud kostede forsikringsselskaberne knap en milliard kroner i erstatninger, og ISS Skadeservice vurderer, at skaderne er mere omfattende denne gang.
Kilde: Berlingske