Pensionister har flere penge til drømmerejsen, en ny bil eller årets julegaver, end de erhvervsaktive har.
Godt nok tjener 25 til 59-årige flere penge, end danskere på pension, men tager man pensionisternes formue med f.eks. i form af friværdien i et hus, så vender billedet.
Det viser en analyse fra Arbejdsbevægelses Erhvervsråd.
Indregnet formue har landets pensionister knap 290.000 kroner i årlig indkomst, mens de 25-59-åriges indkomster er på 240.000 kroner.
"Den gennemsnitlige forbrugsmulighed er altså større for pensionisterne end for de 25-59-årige," fastslår analysen.
Udover, at pensionister har større formue, har de også kortere restlevetid end de erhvervsaktive, hvilket gør, at formuen skal fordeles ud over en mindre årrække.
Analysen viser også, at uligheden blandt pensionister er markant større end uligheden blandt de erhvervsaktive.
De ti procent rigeste pensionister har godt fire gange større indkomster end de ti procent fattigste pensionister. Herudover er formuen for de rigeste pensionister over 20 gange større end hos de fattigste.
De rigeste pensionister er ikke overraskende boligejere bosat i Nordsjælland.