Pensioneret svensk storskytte gør comeback i danskerklub

Kim Ekdahl du Rietz har fortrudt sit karrierestop og vender tilbage til Nikolaj Jacobsens tyske klub.
Efter en årrække på topplan hos Rhein-Neckar Löwen og det svenske landshold valgte Kim Ekdahl du Rietz sidste sommer at stoppe karrieren. Nu er han tilbage.
Efter en årrække på topplan hos Rhein-Neckar Löwen og det svenske landshold valgte Kim Ekdahl du Rietz sidste sommer at stoppe karrieren. Nu er han tilbage. Foto: Jonathan Nackstrand/arkiv/AFP

Cheftræner Nikolaj Jacobsen kan se frem til forstærkning, og Mads Mensah Larsen får yderligere konkurrence om spilletiden i den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen.

Klubben har skrevet kontrakt med den svenske bagspiller Kim Ekdahl du Rietz, der foreløbig har bundet sig for resten af denne sæson.

Det oplyser Rhein-Neckar Löwen på sin hjemmeside.

Som blot 27-årig valgte svenskeren ellers at indstille karrieren efter sidste sæson, fordi han havde mistet lysten til håndbold. Nu er motivationen tilsyneladende vendt tilbage.

- Jeg kan næsten ikke tro, at jeg er tilbage i denne hal. Det er som en drøm, totalt surrealistisk, siger Kim Ekdahl du Rietz, der inden sin selvvalgte pensionering spillede fem sæsoner i klubben.

Han kan få comeback på tirsdag, når Rhein-Neckar Löwen på hjemmebane møder Leipzig i pokalturneringens kvartfinale.

- Jeg glæder mig over, at Kim er vendt tilbage til Löwen-familien for at hjælpe os i de næste tre måneders kamp for at vinde tre titler, siger klubbens forretningsfører, Jennifer Kettemann.

Rhein-Neckar Löwen er i spidsen for den tyske Bundesliga og er også med i både pokalturneringen og Champions League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.