Pave Frans har udstedt et dekret, der forpligter alle katolske præster og nonner til at indberette seksuelt misbrug.
De 415.000 præster og 660.000 nonner rundt om i verden skal også fortælle deres overordnede, hvis der sker forsøg på at dække over seksuelt misbrug i kirken.
Hvert eneste stift rundt om i verden skal fremover have et system, hvor en mistanke om seksuelt misbrug kan indberettes. Det gælder også, hvis man opdager eksempelvis besiddelse af børneporno.
- Dette var tidligere op til den enkeltes samvittighed. Nu er den en universelt gældende retsbestemmelse, siger Vatikanets kommunikationsdirektør, Andrea Tornielli, til nyhedsbureauet AFP.
Dog kræver kirken ikke, at sagerne skal meldes til politiet. Vatikanet har længe argumenteret for, at en almindelig politianmeldelse kan bringe katolikker i fare i de dele af verden, hvor de er et forfulgt mindretal.
Forbrydelser, der erkendes over for en præst under et skriftemål, er undtaget fra de nye bestemmelser.
Loven er pavens seneste forsøg på at komme de mange sager om seksuelle overgreb mod børn i kirken til livs.
Flere steder rundt om i verden er skandalerne blevet forstærket af, at højt placerede katolikker har forsøgt at dække over skandalesagerne.
Nu er tiden kommet til at lære af "fortidens bitre fejl", skriver paven i lovteksten.
Dekretet fokuserer især på seksuelle og psykologiske overgreb begået mod børn og sårbare voksne. Men det nævner også vold og seksuelt misbrug som resultat af magtmisbrug.
Pave Frans indrømmede i februar, at der har været tilfælde af, at præster har brugt nonner som sexslaver - og at det muligvis stadig foregår.
/ritzau/AP
/ritzau/AP