Socialstyrelsen afviser beskyldninger om, at den skulle have lækket fortrolige dokumenter til pressen i sagen om den 64-årige Britta Nielsen, der er sigtet for svindel for 111 millioner kroner.
Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, beskyldte lørdag Bagmandspolitiet (Søik) og Socialstyrelsen for at have givet dokumenter til flere medier.
- Vi kan afvise beskyldningerne om, at Socialstyrelsen skulle have lækket oplysninger, skriver styrelsen i en kommentar.
Socialstyrelsen henviser derudover til Bagmandspolitiet, der lørdag afviste beskyldningerne.
- Vi kan fuldstændig afvise, der er sket læk fra Søik. Den omtalte artikel fra Ekstra Bladet er sket på baggrund af helt åbne aktindsigter fra de svenske domstole, sagde presseansvarlig Simon Gosvig lørdag.
Beskyldningerne fra advokaten blev fremsat under et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Repræsentanter fra pressen afviste også anklagerne om lækage. DR fortalte, at det har fået dokumenter om sagen ved at søge om aktindsigt i Sverige.
Nima Nabipour anklagede desuden socialminister Mai Mercado (K) for at have været for åbenmundet på et pressemøde 9. oktober, hvor sagen blev kendt for offentligheden.
Hun ønsker ikke at kommentere beskyldningerne.
Nima Nabipour sagde efter retsmødet, at anklagen om lækage bunder i dækningen af svindelsagen.
- Det er de artikler, der har været fremme de seneste mange uger, hvor der står "fortrolige dokumenter afsløret", og "vi har modtaget hemmelige dokumenter" fra det ene og det andet sted, siger han.
Han affejede Bagmandspolitiets afvisning af anklagerne.
- Det må de jo synes. Jeg synes, hvad jeg synes, og de synes, hvad de synes.
I grundlovsforhøret afgjorde en dommer, at både Britta Nielsen og hendes søn, der sigtes for groft hæleri, skal varetægtsfængsles.
Det gælder frem til 4. december.
/ritzau/