Patti Smith udsender coveralbum

En af rockens ubestridte førstekvinder, Patti Smith, udgiver coverplade med numre af Bob Dylan, Kurt Cobain og Neil Young.

Patti Smith er just blevet inkluderet sammen med R.E.M. og Van Halen i rockmusikkens Hall Of Fame. Nu er det åbenbart blevet hendes tur til at hylde andres musik. Den indignerede samfundsrevser vil i hvert fald lade en udgivelse med egne fortolkninger af andres folks numre se dagens lys, skriver GAFFA.dk. Det bliver primært andre koryfæer som Bob Dylan, Jimi Hendrix, Jefferson Airplane, Neil Young og Nirvana, der kommer under kærlig behandling. Derudover vil en række eminente musikere deltage på pladen, blandt andre Tom Verlaine fra Television, som også var med sidst den store rockdame gæstede Danmark, Flea fra Red Hot Chili Peppers og Richard Robinson fra Black Crowes.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.