Politiet er nu på jagt efter de personer, der i går morges på snedig vis stjal de penge, en person forsøgte at hæve i en pengeautomat i Køge.
Kunden forsøgte at hæve 1.000 kroner, men pengene kom ikke ud af maskinen.
Kort efter blev to mænd set ved automaten. Her afmonterede de en særlig skinne, der forhindrede, at pengene kom ud af automaten, hvorefter de kunne snuppe de 1.000 kroner, som kunden skulle have haft.
Midt- og Vestsjællands Politi har set lignende tyverier i den seneste tid i Roskilde, Greve og Køge og sender nu igen en advarsel om tyverierne.
"Hvis man forsøger at hæve penge, og de ikke kommer ud af automaten, så kontakt straks politiet og afvent på stedet," lyder rådet fra politiet.
Sagen om de 1.000 kroner efterforskes nu videre.