Landets største tv-selskab roder rundt med teknikken, og derfor skal millioner af danskere nu genindstille kanalvælgeren på deres fjernsyn.
Ellers kan de måske ikke længere finde favoritkanalen på sin vante plads i næste uge.
Det gælder halvdelen af landets husstande - 1,2 millioner - som abonnerer på YouSee, der gennemfører en række ændringer fra mandag til onsdag.
"Vi beklager, at vi skal ulejlige vores kunder, men det er desværre nødvendigt, når vi skal lancere de mange kanalnyheder. Forhåbentlig vil langt de fleste blive glade for de nye tilbud," udtaler vicedirektør Ulf Lund fra YouSee.
"Vores kundeservice sidder selvfølgelig parat til at hjælpe, men lige præcist kanalindstillinger kan det være svært at vejlede om gennem telefonen, fordi der findes så mange forskellige slags tv-apparater."
Derfor kan især ældre mennesker få brug for en hjælpende hånd fra venner eller familie, lyder opfordringen fra tvudbyderen.
Fakta om ændringerne:
- Kanalomlægningerne starter 29. november og slutter 1. december. De sker i enkelte geografiske områder af gangen og vil - for så vidt muligt - blive annonceret med rulletekster på de berørte kanaler.
- Omlægningerne finder sted inden for normal arbejdstid. Vent derfor med at genindlæse kanalerne til efter kl. 16, så du får alle ændringer med.
- Du skal genindlæse kanaler uanset, om du har et analogt tv eller et digitalt HD-tv.
Kilde: YouSee