Vælgernes stemmer ved Europaparlamentsvalget på søndag er så vigtige at få fingre i, at partierne er klar til at betale for dem.
Socialdemokraterne og SF har lovet at udbetale økonomisk kompensation til De Radikale for at overtage deres stemmer efter valget, hvis det viser sig, at det lille midterparti ikke selv får nok stemmer til at blive valgt ind, skriver Politiken.
"De radikale er et proeuropæisk parti og vil gerne have midler til stadigvæk at kunne skabe debat i partiet, og det er vi klar til at finansiere," siger Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.
Og den slags handel med stemmer er ganske legal. Stemmevandringen sikres gennem valgforbund mellem partierne og har før sikret partier et mandat, som de ellers ikke ville have fået.
Betalingen for de ekstra stemmer er typisk praktikantophold, studieture eller penge. Men ingen af partierne har lyst til at komme nærmere ind på, hvad et mandat er værd.