De ansatte på Socialdemokraternes partikontor på Frederiksberg kan nu trygt gå på arbejde igen. Statens Serums Instituts Center for Biosikring og -Beredskab kunne fredag middag i en pressemeddelelse slå fast, at det pulver, Socialdemokraterne i går modtog i et trusselsbrev altså var helt uskadeligt.
Partisekretær Lars Midtiby sidder nu tilbage med blandede følelser.
"Først og fremmest er vi selvfølgelig glade for, det bare var falsk alarm, men det ændrer ikke på, at det er frustrerende. Vi er sure over, der er nogen der kan finde på at skræmme os på den måde," siger Lars Midtiby til Newspaq.
Ligesom partisekretæren, er pressetalsmand hos Københavns Politi, Lars Borg, irriteret over terrortruslen. Han understreger, at beredskabet har virket upåklageligt, men det har været en dyr omgang.
"Jeg kan ikke komme ind på præcist, hvad det har kostet, men det er klart, at der var politiafspærringer, beredskabsstyrelse, brandvæsen. Det er rigtig, rigtig mange penge og mange ressourcer, der er blevet brugt på det," siger Lars Borg til Newspaq.
Politiet efterforsker sagen, men kan af hensyn til efterforskningen ikke komme nærmere ind på, om de har mistænkte og om, hvor langt de er med arbejdet.
Partisekretær, Lars Midtiby, håber at politiet snart vil finde afsenderen af det brev, der for et døgns tid satte Danasvej 7 på den anden ende.
"Jeg tror, det er en enlig galning, og det håber jeg, politiet hurtigt får opklaret, så vedkommende enten kan få noget hjælp, hvis det er en psykisk syg, eller blive straffet, hvis det er en, der mener, det er en måde at kommunikere på politisk," siger han til Newspaq.
Københavns Politi lover at underrette offentligheden, så snart efterforskningen er forbi. Det Socialdemokratiske partikontor snakker med PET om hvorvidt, de bør øge sikkerheden på kontoret.