For at afhjælpe politiet skal kommunen til at udskrive bøder for mindre forseelser for at smide affald, parkere cyklen ulovligt eller tisse på gaden. I hvert fald hvis det står til Socialdemokraternes overborgmesterkandidat i København Frank Jensen. (S)
"Den her tankegang er slet ikke ukendt i kommunerne, hvor parkeringsvagter i dag står for at udstede parkeringsafgifter," siger Frank Jensen til jp.dk.
Ifølge Frank Jensen er der allerede flertal for at udvide parkeringsvagtordningen i Borgerrepræsentationen i København. Det er derimod regeringens reaktion, han er i tvivl om.
"Jeg har i hvert fald bemærket, at de radikale har været ude med lignende idéer omkring affald, så jeg tror på, vi kan blive enige om dette. Så er det spørgsmålet, om regeringen vil være med," siger han til avisen.
Parkeringsvagterne står i dag for at udstede parkeringsafgifter, og har udover det for nylig fået flere opgaver.
I dag er det politiets opgave at give bøder, hvis man smider affald fra sig eller tisser på gaden.