Sarah Shahi, der spiller med i den amerikanske tv-serie Fairly Legal, er i den grad ude med riven i forhold til party-tøsen Paris Hilton.
Og det i en sådan grad, at hun blandt andet kalder den 30-årige arving for en "dum kælling", skriver People.com.
Skuespillerindens raserianfald mod Paris Hilton skyldes, at hun nær var blevet kørt ned af blondinen.
"Hun er den værste bilist nogensinde: Hun var næsten ved at køre ind i mig, og derefter kørte hun væk og overså et stopskilt. Hvad nu, hvis der kom et barn løbene rundt om hjørnet, dumme kælling," skriver Sarah Shahi på sin Twitter-profil.
Men her stopper det grove svineri ikke.
"Hun er en stor blond idiot, der burde sige undskyld til menneskeheden," skriver tv-stjernen, der forklarer sin vrede med, at hun har sønnen William Wolf Howey på næsten to år.
"Jeg ville ikke være så gal, hvis det ikke var fordi, at jeg er mor. Hun er en uansvarlig person. Sikke en nar," skriver hun.
En talsmand for Paris Hilton har ikke ønsket at kommentere på beskyldningerne.
Kilde: People.com