Midt i øldrikning, fest og farver har årets gæster på Roskilde Festival ikke lagt den sociale bevidstved på hylden.
Det har under festivalen været mulighed for at donere sin pant til velgørende formål, og det er der kommet over en halv million kroner ud af.
Det oplyser Roskilde Festivals talsmand Esben Danielsen til Newspaq. Der har været masser af pantobjekter i omløb, da ølsalget på årets musikbegivenhed har ligget i den høje ende og muligvis vil sætte rekord.
"Det tager flere måneder, inden vi har fuldt overblik over mad og drikkevaresalg fra de mange foreninger. Men mavefornemmelsen er, at det er meget flot," siger Esben Danielsen til Newspaq.
Han glæder sig over, at gæsterne i år har svinet mindre på festivalpladsen og campingområdet end normalt, også på andre måder har årets Roskilde Festival siddet i skabet.
"Et meget flot billetsalg i et kriseår, men også et salg som kom meget eksplosivt lige op til og var langt bedre end nogen - inkl. os. selv - havde turdet håbe på. Vejret har tryllet - og afvikling og musikken er gået upåklageligt. Så generelt må vi sige at denne festival landet blandt de meget succesfulde," siger Esben Danielsen.
Det er endnu ikke afgjort, hvem der skal have glæde af de pantpenge, som er blevet givet til gode formål.
Allerede inden festivalen valgte mange billetkøbere at give lidt ekstra oveni prisen for festivalbilletten for at støtte vindmølleanlæg i Malawi.