Den 41-årige familiefar fra Esbjerg, der er blevet døbt Esbjerg-manden, har nu modtaget sin dom i den omfattende sag om sexmisbrug og voldtægt af børn.
Ved Retten i Esbjerg er den 41-årige familiefar kendt skyldig i omfattende sexmisbrug af børn og netop idømt fængsel i syv år. Dommen faldt klokken 12.
Selvom anklager Linda Saugmann Christensen har krævet otte års fængsel, så er hun stadig tilfreds med dommen.
"Jeg kan kun være tilfreds med at retten har vurderet sagen, som vi har, i det væsentligste, så det kan jeg kun være tilfreds med," siger hun til Newspaq.
Manden er desuden dømt til at skulle betale erstatning til otte ud af ti børn ofre samt at betale sagens omkostninger. Den 41-årige skal i alt betale 500.000 til de otte børn. Han må heller ikke opholde sig sammen med børn under 18 år.
Den 41-årige er blandt andet dømt for at have misbrugt sin egen datter og hendes veninder. Misbruget af datteren skal have fundet sted, da hun var mellem seks og otte år gammel.
Det er ikke alle sager som Esbjerg-manden er dømt for. I nogle af sagerne var beviserne ikke stærke nok.
"Det er selvfølgelig altid en vurdering at de beviser, som vi fremfører, og der har retten altså vurderet lidt anderledes, end vi havde," fortæller Linda Saugmann Christensen.
De mange sager om misbrug har fundet sted flere steder i landet. Blandt andet Hvidovre, Esbjerg og Lolland.
Manden har under hele retssagen nægtet sig skyldig og blandt andet forklaret, at flere af de forurettede børn har misforstået uskyldige lege.
Seneste episode var i en svømmehal, hvor den 41-årige befamlede en 11-årig pige. Det var blot en hyggelig leg i svømmehallen, forsvarede manden sig. Men det troede retten altså ikke på.
Manden har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.