Der har været én pige i Finns liv. Han begyndte at lægge mærke til hende for otte år siden. Hun er omkring 17 år i dag.

De første gange, han så hende lege i kvarteret, tænkte han ikke nærmere over det. Men efterhånden som han så hende mere og mere, begyndte hun at fylde det mest af hans vågne timer. Hun var 9-10 år dengang. Hun havde mellemblond hår og gik i små kjoler eller jeans. Han kendte forældrene. Nogle gange hilste han på dem. Nogle gange var pigen med. Han rørte hendes hånd. Når han onanerede og tænkte på pigen, så forestillede han sig ikke, at de havde gensidig sex. Han forestillede sig ikke, at hun var ophidset og kunne lide det.

»Jeg var ligeglad med, om hun kunne lide det. Det var fuldstændig uden betydning for mig,« siger Finn i dag.

Han blev mere og mere besat af tanken om den lille pige. Om hvordan det ville være. Til sidst gav han hende et kærestebrev, som hun kunne læse, når hun kom hjem.

Mobilen på bordet

Finn sidder i en stol i den lille stue i lejligheden i København Nord-vest. Han er 35 år og har et usikkert blik i øjnene. Han er tyk. På væggen overfor er en næsten komplet samling Jumbo-bøger. På gulvet står en Playstation med én controller. På bordet ligger en mobiltelefon. Den ringer hver tredje uge. Det er altid hans mor eller bror.

Gud hjælper

Finn er helt alene.

Eller rettere. Finn har altid været helt alene. Men nu er han ikke alene mere.

»Jeg beder Gud om hjælp nu. Han ved, at jeg har forkerte tanker. Jeg beder ham om hjælp til at komme af med dem, så jeg kan komme videre.«

Gud hjælper Finn med ikke at have lyst til små piger mere. Faktisk er Gud og Finn de eneste, der hjælper Finn med ikke at have lyst til små piger. Han fortrænger sin lyst. Når han ikke tænker på pigerne, har han heller ikke lyst til dem. Han er god til at fortrænge. Han har ikke haft lyst i tre år nu. Ikke sådan rigtig i hvert fald.

Men dengang han havde, skulle de helst være i mellem otte og 10 år. Det var ligegyldigt, om de havde lyst eller mørkt hår, eller hvordan de i det hele taget så ud. »Bortset fra, at de ikke måtte være tykke. Jeg ville gerne have, at de var slanke.«

Piger kan lide søde ord

Pigen i kvarteret var slank. Det var en af grundene til, at han gerne ville have sex med hende. Han var helt klar over, at hun aldrig ville få lyst til ham. Så hvis han skulle have hende, måtte han tage hende selv. Det var derfor han sendte hende et kærestebrev. Han havde overhovedet ingen følelser for hende. Han var ikke forelsket, og han fik heller ikke sommerfugle i maven, når han så hende.

»Jeg sendte hende brevet, fordi jeg vidste, at piger kan lide den slags pjat, og hvis hun dukkede op, så ville jeg nok have voldtaget hende,« siger han.

Pigen dukkede aldrig op. I stedet stod politiet kort efter uden for hans dør. Pigens forældre havde opdaget brevet. Politiet bad Finn om at holde sig fra den lille pige. Han var ikke flov over, at de havde afsløret ham. Han var mest af alt lidt ligeglad.

»Jeg snakkede dem bare efter munden, og så gik de igen.«

De kan ikke lide det

På det tidspunkt havde Finn også opdaget, at internettet vrimler med billeder og film af små piger. Og i modsætning til den lille pige i kvarteret var pigerne på nettet nøgne. Nogle af dem blev taget af voksne.

»Jeg kunne bedste lide hvis de var nøgne - og slanke. På mange af billederne havde pigerne sex med en voksen. Men det var næsten bedre, hvis de bare stod for sig selv,« siger han.

Han droppede tankerne om at voldtage den lille pige og begyndte i stedet at downloade børneporno fra nettet. Det var ikke altid, han onanerede til det.

»På billederne står pigerne bare nøgne. Men på filmklippene kan man godt se, at de ikke synes, det er rart at have sex med den voksne. De har triste ansigter, når det sker. Men jeg tænkte, at det nok ikke var så slemt,« siger han.

Han var ikke flov, når han havde fået udløsning over pigerne.

»Det var mere sådan en følelse af, at det var det«.

Pædofil på fri fod

Finn hentede billeder og film ned på computeren i et år. Men i efteråret 2003 bankede det på døren, og lige som sidste gang dét skete, var det politiet, der stod udenfor. De konfiskerede hans computer. Et halvt år efter fik han et brev om, at de havde fundet 400 børnepornografiske billeder og 300 filmklip på hans computer. I begyndelsen af 2005, halvandet år efter computeren blev konfiskeret, blev han idømt 60 dage i fængsel. Der gik syv måneder, før han kunne afsone.

Fra computeren med børneporno blev konfiskeret i efteråret 2003 til, Finn kom i fængsel i efteråret 2005, gik han frit omkring.

Efter Finn kommer ud af Horserød-fængslet, går han et par gange på sexologisk klinik. Men de snakker bare. Han får ikke noget ud af det, så efter fire samtaler holder han op. Inden han stopper, giver de ham et råd. De råder ham til at tale med nogle, han kender rigtig godt om hans lyst til små piger.

»Men jeg kender ikke nogen rigtigt godt, så jeg gik med det alene,« siger han.

Broderen bag ham

Der er en grund til, at Finn ikke kender nogen rigtig godt. Den grund begynder med, at han sidder på forsædet af farens gulbrune bil på vejen i Valby. Finn er 10 år. På førersædet ved siden af sidder hans storebror. Broderen åbner sine bukser og hiver tissemanden frem. Han beordrer Finn til at lege med den. Finn forstår ikke, hvad det er, broderen vil have ham til. Han kan ikke huske, om det er broderen, der fører hans hånd ned til tissemanden eller ham selv, der rækker ud. Han kan heller ikke huske, hvordan det føltes at røre ved den. Men han kan huske, at han ikke så på broderens ansigt i mens.

Kort efter er de to brødre i et soveværelse i faderens hus. Finn skal tage tøjet af. Broderen er allerede nøgen. Hans tissemand er stiv. Han beordrer Finn til at lægge sig på alle fire på sengen. Så stiller han sig bag Finn og fører tissemanden ind i ham. Finn kan ikke huske, hvordan det føltes, kun at han tænkte, om det ikke snart var forbi.

Hverken moderen eller faderen gjorde noget ved det. De gjorde heller ikke noget ved, at Finn altid var alene. De reagerede ikke på, at drengen pludselig aldrig var med de andre nede at lege i frikvarterne.

»Jeg har holdt mig for mig selv lige siden,« siger Finn.

Fortrængte tanker

Måske er det derfor, Finn ikke har nogen venner. Måske er det derfor, telefonen kun ringer hver tredje uge. Måske er det derfor, Finn godt kan lide små, slanke piger. Men det er helt sikkert grunden til, at Finn er ligeglad med, om de kan lide ham.

»Jeg lærte aldrig, hvad der var rigtigt og forkert. Min bror fik lov til at bolle mig. Så måske var det, som skete ikke så slemt,« siger han.

Finn er psykisk syg. Han er på vej ind i Jehovas Vidner. Det hjælper mod lysten. Det andet, der hjælper, er at fortrænge.

»Jeg behandler mig selv. Fortrængningen er det eneste, der står mellem mig og en voldtægt af en lille pige.«