Togpassagerer i Nordjylland kommer til at væbne sig med ekstra tålmodighed det næste halve år.
Jernbanebroen over Limfjorden er nemlig svært beskadiget efter et finsk containerskib sent i aftes sejlede ind i broen, fortæller DSB.
"Broen er blevet så svært beskadiget, at det vil tage mindst et halvt år, at reparere den, efter Bane Danmarks vurdering", siger Lars Flindt Pedersen, pressevagt ved DSB.
Broen er udelukkende en jernbanebro, og DSB har sat ind med ekstra busser mellem Aalborg og Aalborg Vest og Lindholm Station, der kører hver halve time.
Alligevel vil passagerer opleve en forlænget rejsetid på mindst en halv time, og det vil de vel at mærke komme til at opleve det næste halve år, forventer DSB.
Politiet er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder ved sammenstødet.