Mange ældre på landets plejehjem får kun sjældent besøg af deres pårørende.
Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Ældre Sagen, skriver Kristeligt Dagblad.
I undersøgelsen svarer 32 procent af de pårørende - hvad enten det er nærmeste familie, naboer eller besøgsvenner - at de kun besøger dem, de kender på et plejehjem, to gange om året eller sjældnere. Otte procent kommer aldrig på besøg.
Undersøgelsen giver intet svar på, hvordan det kan være.
Men chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler mener, at mange pårørende har en tendens til at overlade omsorgen og den sociale kontakt til plejehjemmets ansatte og derfor sjældnere kommer på besøg:
- Mange synes, det er hårdt, at deres pårørende er så svækkede, og selvom de er skamfulde over det, kan det holde dem væk.
Hvis personalet på det pågældende plejehjem har et stort overskud, vil det formentlig også bortvejre den dårlige samvittighed hos nogen, vurderer Margrethe Kähler over for Kristeligt Dagblad.
Ifølge direktør i Ensomme Gamles Værn Christine E. Swane er det da også faktum, at plejehjemsbeboere føler sig mere ensomme end ældre, der stadig bor i eget hjem.
- Derfor er det barsk for disse gamle mennesker, som i alt for ringe grad kan få støtte fra personer, som kender dem godt og kan understøtte deres identitet og historie.
- Men det er heller ikke en let sag at komme som besøgende. På et plejehjem skal man forholde sig til alvorlig sygdom, alderdom og døden - ikke kun ens eget familiemedlems, siger hun til avisen.
Christine E. Swane forklarer, at nogle familiemedlemmer kan føle sig magtesløse, mens frivillige besøgsvenner ofte hellere vil besøge personer, de kan tale med på mere lige fod:
- Stemningen på nogle plejehjem kan også være præget af kedsomhed og begrænsende rammer.