Mexico City lagde søndag gader til et optog, hvor de pårørende mindes de 43 mennesker, der forsvandt d. 26. september efter voldelige sammenstød med politiet.
De 43 unge studerende er endnu ikke dukket op hverken døde eller levende, og de pårørende kræver svar fra myndighederne om, hvad der er sket med de forsvundne. Et stort antal betjente fra den sydlige stat Guerrero er blevet anholdt efter studenternes forsvinden efter en demonstration, der udviklede sig til voldsomme sammenstød, hvor mindst seks mennesker blev dræbt.
De pårørende frygter, at politiet i samarbejde med lokale narkobander har dræbt de mange studerende og skaffet ligene af vejen.