Rangoon ligger indhyllet i et sølvgråt tågeslør, da vi første gang driver gennem byen på bagsædet af en rickshaw. Luften er elektrisk af travlhed i skumringen på det centrale Aung San marked. De pompøse bygninger fra den engelske kolonitid står tilbage som forfaldne spøgelses-kolosser, mens Shwedagon stupaen gløder magisk i mørket. Den klokkeformede helligdom i det pureste guld står i sin rigdom i skærende kontrast til den altomfattende fattigdom i Rangoon.
Penge til diktaturet
Burma, der tidligere var kendt som Asiens kornkammer, er reduceret til en af regionens fattigste nationer med millioner af sultende, undertrykte mennesker.
En rejse til Burma, som diktaturets generaler har omdøbt til Myanmar, fordrer derfor et etisk valg. Som turist kan man nemlig ikke undgå at lægge et større eller mindre beløb i militærdiktaturets slunkne pengekasse. Vores rickshaw ruller forbi gaden, hvor den demokratisk valgte leder og nobelprismodtager Aung San Suu Kyi holdes i husarrest på 16. år. Hele gaden er blokeret, så ingen tilhængere af Suu Kyis parti NLD kan besøge The Lady , som hun kaldes.
Da vi efter et par dage springer på en ramponeret bus i nordgående retning, er det for at udleve en drengedrøm. Vi er på vej til Mandalay for at opleve byen, som den engelske digter Rudyard Kipling udødeliggjorde i sit digt om en gammel officer, der sidder i London og drømmer længselsfuldt om sin Burma.
Infrastrukturen i Burma er så gennemhullet og smadret, at enhver bustur i landet foregår med hjertet i halsen.
Vi bumler ind i Bagan efter en lang nat uden søvn og gnider øjnene ved det første syn på den overdådige attraktion. Mere end 3.000 monstrøse templer ligger spredt på den afsvedne slette. Skiftende burmesiske herskere opførte fra omkring år 1000 til 1200 templerne i et miks af hinduistisk og buddhistisk arkitektur. Det kræver minimum en uges tid at danne sig et overblik over det utrolige tempelområde. Men da vores tid er knap, strejfer vi efter tre dage videre til det vulkanske søjlebjerg Mount Popa, der rejser sig faretruende op midt på en flad slette. På toppen af Popa ligger et lille, scenisk buddhistkloster, hvor tiden synes at have stået stille i tusind år. De kutteklædte munke er fuldstændig fordybet i deres asketiske rutiner med bøn, filosofi og meditation. Endnu en nat uden søvn i en molesteret bus, og vi ankommer til Inle Lake – et enormt sø-område, hvor Intha-folket bor i deres pælelandsbyer.
Vi bliver staget rundt i langbåde mellem hyacinter, åkander og templer på pæle, bader i varme kilder og nyder Inthaernes utrolige gæstfrihed. Da vi endelig får taget os sammen til at komme tilbage på vejen til Madalay, har det idylliske landskab næsten fået os til at glemme, at vi stadig har djævelen i bakspejlet. Men vejspærringer og soldater med stenansigter og Kalashnikows bringer os tilbage i virkeligheden. Burmeserne er for skræmte til at tale om andet end vind og vejr, fordi enhver samtale om den politiske situation kan føre til arrestation og tortur. Men de er smukke, kultiverede mennesker, som med deres gådefulde smil har visse ligheder med de Buddha-statuer, som er plantet overalt i landskabet.
Da vi endelig ruller ind i Mandalay, præsenterer den sig som et stinkende, ucharmerende betonhelvede, der på ingen måde står mål med de billeder, som Kiplings digte plantede i vore hoveder i sin tid.
Men skuffelsen fordufter hurtigt. For da vi endelig bestiger den legendariske Mandalay Hill med den fantastiske udsigt over den forhenværende hovedstad, er vi en drengedrøm fattigere.