Hvis vi er heldige, kan flytrafikken fra på torsdag gå hen og blive normal igen.
Det oplyser den europæiske flykontrol, Eurocontrol, til nyhedsbureauet AFP.
"Hvis tingene fortsætter som nu, og vulkanen ikke vil sprede aske til Europa, vil vi formentlig være tilbage til normal drift torsdag," siger Eurocontrol-direktør Bo Redeborn til AFP.
Mængden af aske fra vulkanen Eyjafjallajökull i Island er aftaget, og vulkanen sender nu kun asken op i 200 meters højde.
En islandsk helikopterpilot, der har fløjet rundt om vulkanen, siger, at udbruddet ændrede sig mandag, så det ikke længere er eksplosioner af aske, der kommer op, men derimod lava.
Luftrummet over Danmark har været lukket siden torsdag, hvilket har medført, at tusindvis af danskere i udlandet, såvel som udlændinge i Danmark, lige nu sidder strandet.
De seneste meldinger lyder på, at Københavns Lufthavn vil være lukket til klokken 8 tirsdag morgen. Derudover vil flyselskabet Cimber-Sterling teste det danske luftrum tirsdag klokken 12, for at teste askekoncentrationen i luften.
EU har inddelt luftrummet i tre zoner: Zoner, hvor man ikke kan flyve, Zoner, hvor man kan og zoner, hvor man er i tvivl om askekoncentrationen. I hvilken zone Danmark ligger, vides ikke før testflyvningerne i morgen.