Hvem ville ikke gerne gå med den samme pels som rapperen P Diddy? Amerikanerne ville i hvert fald gerne, da de bestilte pelse fra P Diddys designermærke Sean John. På det amerikanske stormagasin Macys hjemmeside kunne kunderne bestille P Diddys pelsfrakker i ’imiteret kaninskind’, skriver The Independent.
Men det viste sig, at et mærke inde i frakkerne fortalte, at pelsen kom fra ægte ’raccoon’, de såkaldte mårhunde, som lever i Asien og opdrættes i Kina på grund af deres pels.
Ifølge den største dyrevelfærdsorganisation i USA, Human Society of the United States (HSUS), bliver mårhundene opdrættet under »grusomme forhold« og flået levende.
P Diddy trækker nu hundepelsene tilbage.
»Jeg var slet ikke klar over materialets oprindelse, men så snart vi blev gjort opmærksomme på det, blev tøjet trukket tilbage fra Macys butikker og hjemmeside. Jeg har bedt om, at produktionen af klæder med det materiale ophører med det samme,« siger P Diddy til The Independent.