De seks unge mænd fra Århus havde ikke hovedet under armen, da de tilbage i august drog ud i norsk farvand på en båd - som på fatal vis kæntrede.
Sådan siger de to overlevende unge, Søren Thuesen og Niels Højlund, der for første gang taler ud efter ulykken. Det sker i Jyllands-Postens torsdagsudgave.
Tre af deres kammerater er endnu ikke blevet fundet, men man formoder de er druknet. Det er den fjerde ven i hvert fald. Hans lig blev identificeret i Norge onsdag.
Siden ulykken er der blevet talt om, at de unge ikke tænkte sig godt nok om, inden de sejlede ud med båden den 18. august. Men det passer ikke, siger de.
"Vi var ikke uansvarlige, sådan som en omtale i visse dele af pressen har givet indtryk af," siger Søren Thuesen til avisen.
Hans ven uddyber.
"Vi blev ikke advaret mod at sejle ud, vejret var ikke dårligt, og forlydende om, at vi skulle være løbet tør for benzin er heller ikke rigtige. Derfor har vi ønsket at fortælle, hvad der virkelig skete, så vore afdøde venner og vi selv kan fremstå som ansvarlige mennesker, der optrådte fornuftigt, men som på grund af en række uheldige omstændigheder endte med en katastrofe," siger Niels Højlund.
En central årsag til, at båden forulykkede, var, at en af de unge kom til at træde på en benzinslange, som faldt ned på bunden af båden, hvorefter saltvand kom ind i motoren. Derfor var det umuligt at starte båden igen.